51-årige Thomas Kirkemann lever et liv med kronisk hovedpine og udsigten til alvorlige bivirkninger fra sin livsnødvendige medicin. Han vil ikke ende som ”en psykotisk grønsag i kørestol.” Han vil dø inden. For at få hjælp til det, må han kigge til udlandet, da loven i Danmark forbyder aktiv dødshjælp.
Af Nicoline Kjems-Krognos
Plankegulvet knirker under fødderne på 51-årige, tidligere folkeskolelærer Thomas Kirkemann, da han for en måned siden går hen og sætter sig ved sit ovale spisebord i sin lejlighed på Amager. I stuen på fjerde sal står bøgerne i spænd på hylderne, der går fra gulv til loft. Hvor der ikke står bøger, står der cd’er og små som store figurer fra alle verdens hjørner. Thomas Kirkemann samler sin telefon op fra bordet og trykker nummeret på en af sine venner ind. Om og om igen ringer han en ny ven op over de næste to døgn:
”Jeg ønsker at afslutte mit liv. Det rykker tættere på. Lægerne siger, at der ikke er flere muligheder for at helbrede mig. Men hvis jeg ikke slipper af med min kroniske hovedpine, eller når bivirkninger fra min medicin indhenter mig. Så er mit liv ikke længere et liv, der er værd at leve,” siger han i røret.
Svarene lyder ens i den anden ende. Hans venner har fulgt ham gennem det syge og raske liv. De stoler på, at han selv ved, hvornår hans liv ikke længere er værd at leve. De ønsker ikke, at han bliver her længere, end han kan.
Over 100 indlæggelser
Thomas Kirkemann har tre forløb på Dansk Hovedpinecenter bag sig, et hav af behandlingsforsøg og to hjerneblødninger, der rammer ham med et års mellemrum for 12 år siden. Han tæller på én hånd: ”en, to, fem gange!” Hvor mange hovedpinepiller han har slugt i sit liv, før han blev syg. Selv hvis han får hjælp af alle hænder på Amager, vil han i dag ikke kunne tælle, hvor mange piller han har taget.
Lille juleaften i år starter han sin fjerde behandling hos Dansk Hovedpinecenter. Over de tidligere forløb afprøver han alverdens medicin. Noget af det ender med at give ham mareridt, hvor han ser børn, der bliver slået ihjel og dyr som mishandles.
Thomas Kirkemann bliver indlagt to dage inden, jeg besøger ham. Endnu en gang med en addisonkrise, der opstår, når kroppen ikke laver nok kortisol, også kaldet stresshormon. Han forklarer, hvad der sker, når hovedpinen kommer:
”Mine hænder ryster, motorikken svigter, tårerne vælter ud af øjnene. Det eneste, jeg får lyst til er mørke. Jeg lukker øjnene og lytter til blød elektronisk musik, der fjerner mit fokus fra smerten.” Det er indlæggelse nummer 13 i år. Gennem de sidste 12 år indlægges han mere end 100 gange. Hver eneste gang svæver han mellem liv og død.
Hellere godt end langt
Selvom Thomas Kirkemanns fremtid varsler blindhed, som konsekvens af både medicin og en tumor i hans hjerne, køber han stadig flere bøger:
”Der står omkring 60 bøger på mine hylder, som jeg ikke har læst. Så nu hører jeg også lydbøger, for at jeg når de absolut vigtigste bøger, mens jeg kan.”
Han holder gennem de sidste fire år fast i sin beslutning om en dag at få aktiv dødshjælp. Det hjælper ham til at leve i nuet. Få gode år, hvor han læser bøger, går til koncerter, rejser det sidste og ser sine venner og familie, betyder mere for ham end at leve længere.
”Hver gang jeg tager ekstra medicin, er mit liv én dag tættere på at kollapse. Livet indhenter dig. Du skal gøre det, du drømmer om nu! Og ikke på en udefineret dag ude i fremtiden.”
Efter jul undersøger han hvor, hvordan og præcis hvornår, han skal dø. Han ønsker en sidste jul, hvor døden ikke fylder for meget, selvom han ikke frygter den:
”Det vil et eller andet sted være en lettelse. Hvis jeg ligger i min seng læser en god bog, hører noget musik og vågner op et helt andet sted,” siger han og læner sig tilbage i stolen.
Dødshjælp i Danmark
Straffelovens §239 forbyder aktiv dødshjælp i Danmark. Mens passiv dødshjælp blev lovligt fra 1992. Ved passiv dødshjælp stopper lægen livsforlængende behandling og lindrer patienten, til han dør af sig selv. Lov nr. 254 i sundhedsloven sikrer, at patienter kan afvise eller afslutte en behandling, selvom det betyder, at de dør.
Thomas Kirkemanns liv slutter smertefuldt, hvis han stopper på sin medicin. I hans øjne er det selvmord. Over hans familie hænger en tung selvmordhistorik. Den ønsker han ikke at fortsætte:
”Jeg ville ikke kunne sige farvel til mine nærmeste. Jeg risikerer at overleve. Hvem skulle finde mig? Kunne jeg ødelægge en andens liv med min død?”
Slipper frygten for livet
Tilbage på fjerde sal flyder elektronisk musik ud i stuen. Thomas Kirkemann sidder over for mig ved sit hvide, ovale bord. Han peger mod en af de mange reoler og remser klassiske rockalbums op, så let som sang han alfabetet.
I mange år efter sine hjerneblødninger tøver han med at købe billetter til koncerter. Fordi han ikke aner, hvornår han er indlagt. Han kommer med tiden frem til, at det værste der kan ske er, at han må give billetten til en ven. Og hvis det værste der sker, er at gøre en anden glad, så lever han med det.
Thomas’ sidste minutter
Mens Thomas Kirkemann spiser en håndfuld nødder, lyder en puslen fra hans soveværelse. Det er Mimi, hans ene kat, der putter under dynen. For nogle uger siden trissede den anden kat, Leo, over plankegulvet i stuen ind på arbejdsværelset. Kort tid efter lå Leo livløs i gæstesengen. Ifølge dyrlægen skyldtes det et akut hjertestop.
”Sådan vil jeg gerne dø, hvis jeg selv kunne vælge. Det vil være nemt og smertefrit,” siger han, mens han lægger en hånd på hver kind og lader albuerne hvile på bordkanten.
I Thomas Kirkemanns ideelle verden tager han hen på Rigshospitalet til lægen, der har fulgt ham gennem hans sygdom. Hvis lægen ønsker at give ham sprøjten til det sidste farvel, synes han, at det vil være den bedste måde at dø på. Han vil ligge dér, omgivet af sine tætteste venner og familie og glide ind i russen med Anne Linnets ”Barndommens Gade” i ørene.
Flertal af danskere er for
72 procent af den danske befolkning vil lovliggøre aktiv dødshjælp. Det viser en undersøgelse fra 2017, lavet af analyseinstituttet YouGov for Kristeligt Dagblad. Hvis flertallet bestemte, ville Thomas Kirkemann kunne få den død, han ønsker.
I Danmark ligger en stor del af indflydelsen på lovgivningen om aktiv dødshjælp hos Det Etiske Råd. Rådet består af 17 medlemmer, der rådgiver politikerne om etiske dilemmaer. Sidst de tog stilling til aktiv dødshjælp, var i 2012, hvor de fandt lovliggørelse af det uetisk. De erkender selv, at det formentligt betød, at der ikke blev fremsat et lovforslag om aktiv dødshjælp fra den daværende sundhedsminister, Astrid Kragh.
Det Etiske Råd stiller ikke op til interview, men henviser til deres udtalelser i en DR-artikel. Et spørgsmål i artiklen lyder: ”Er det etisk forsvarligt at lade læger stå for aktiv dødshjælp?” Til det svarer formand i Det Etiske Råd, Leif Vestergaard Petersen:
”Nej. Læger er til for at redde liv. Deres uddannelse handler om at vise omsorg, trøste og lindre. De har ikke fået uddannelse med henblik på at slå ihjel, og det skal de heller ikke have.
”Ifølge landsforeningen Ret til at dø, der er for aktiv dødshjælp, skal alle kunne få ro i den sidste tid:
”Når alt behandling er forsøgt, og personen gennem længere tid ønsker at ende sit liv, skal det være muligt at gøre det hos sin egen læge, hvis lægen vil. Ingen læger skal tvinges,” siger formand, Linda Lund.
Et helt almindeligt liv
Det er lørdag i efterårsferien 2010. Et sæt stramt snørede løbesko bevæger sig rundt i Københavns gader til et 31,6 kilometers løb. Solen skinner og kulden bidder let. Thomas Kirkemann drømmer om at løbe maraton: Først København, så Berlin, New York og endeligt på Den Kinesiske Mur.
Hans viljestyrke trækker ham gennem de første fire kilometer. Men kroppen siger fra. Smerterne i hans hoved stiger, til de skyller ind over ham som en flodbølge.
De næste par dage sejler Thomas Kirkemanns hoved, han ringer til lægen flere gange. Fire dage efter løbet klapper hans øjenlåg pludselig i. Han ligger midt på gulvet i venteværelset hos sin egen læge. Da øjnene åbner sig igen, er der gået 11 dage:
”Du vågner på en hospitalsstue, og skal finde ud af, hvad fanden der er sket i dit liv. 39 år gammel, og din verden vender på hovedet.”
Thomas fandt nye drømme
Det lykkedes Thomas Kirkemann at rejse til Chile og Cuba i år. Det var hans to sidste drømme. De er opfyldt nu. Men der er et par ting, han lige vil nå, før han siger farvel.
”Selvom jeg indfriede mine drømme, kan jeg sagtens finde mere, jeg gerne vil. Til juni har jeg faktisk lige en koncert med Bruce Springsteen og en med Depeche Mode, som jeg skal nå. Så det bliver nok efter dem,” tænker han højt.
Et liv, han ikke fortryder
Da Thomas Kirkemann er 23 år gammel, læser han en artikel i avisen. Den handler om en ældre dame, der fortryder, at hun ikke gik nok i bare tæer, sov under åben himmel eller spiste alle de is, hun havde lyst til. Det fik ham til at trække sine ansøgninger til universitet tilbage, og i stedet rejste han på eventyr til Thailand, læste til lærer, forelskede sig og fik sin datter.
”Jeg har gjort alt, hvad jeg lovede mig selv som 23-årig. Jeg fortryder intet, men selvfølgelig bliver jeg ked af det i min sidste tid,” siger han og vender blikket væk.